TeaterIndtryk
Menu
  • FORSIDE
  • Teateranmeldelser
  • Revyanmeldelser
  • Musical anmeldelser
  • OM TEATERINDTRYK
  • KONTAKT
Menu
Cirkusrevyen 2024 / Emilia Therese

Anmeldelse: Cirkusrevyen 2024, TELTET på Bakken

Posted on 22/06/202408/09/2024 by Marianne Brogren
Cirkusrevyen 2024 / Emilia Therese
Foto: Cirkusrevyen 2024 / Emilia Therese

Grin fra ende til anden

* * * * * * (6 ud af 6 stjerner)

Af Marianne Brogren

D. 15. juni gik turen til Danmarks største revy, Cirkusrevyen. Sidste år 2023, var det første år de stod på ”egne ben” siden Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard begge endegyldigt havde taget afsked med revyen og man må sige de landede på benene i en helt ny version af revyen. Tilmed en revy der også tiltrak det yngre publikum, noget genren ikke altid har så let ved. Derfor var det også spændende at se, hvad de præsenterede i dette års revy.

Revyens cast bestod i år af Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Niels Olsen og Cirkusrevy-debutanten Silas Holst. Et rigtig balanceret cast af primært års-garvede revyskuespillere og en Silas Holst, som også har lidt revy bag sig foruden en karriere på det skrå brædder som danser og musicalstjerne. I instruktørstolen har vi, igen i år, Joy-Maria Frederiksen, som også er blevet kunstnerisk leder af revyen.

Scenografien af Benjamin La Cour var en smuk og videreudviklet version fra revyen 2023, i år bl.a. med en smuk lysekrone midt i teltet, der på teatralsk vis bliver hævet op lige før revyen begynder. Revyen formåede i år at udfordre sig selv og toppe sit eget niveau fra sidste år, endnu mere stærk i sin revyform end sidste år i sin spæde nye start. Den var højaktuel hele vejen igennem og formåede at balancere den klassiske revygenre med et moderne tvist.

Et godt greb om dagens Danmark

Intronummeret sætter revyen godt i gang, musik, stemmer og tekst går op i en højere enhed. Den absolut eneste finger ,der var at sætte, ville være et spørgsmålstegn ud for kostumevalget. Meget ”underdressed” i næsten hverdagsagtigt tøj, i forhold til at man forventer der er ligeså meget drøn på kostumerne som på sangen.

Første akt flyver afsted med det ene højaktuelle numre efter det andet ud fra emner som; militærværnepligt for kvinder, det haltende havmiljø, 1000 kr. sedlens farvel, katastrofe prepper, kunstig intelligens, Mette F., Novo Nordisk’ tag i dk, Andreas Mogensen, kriser og ufred i verden, jordskredet i Ølst og airfryer tendenser. Det er svært at vælge ét favorit nummer, da de alle er enormt godt skrevet og udført. Det siger enormt meget om revyens niveau i år.
Ind i mellem de større sketch numre er der drysset små ”shorties”, som fx sketchen ”På Pizzaria”, en skarp, kort og præcis ord-forviklings sketch, hvor Henrik og Silas spiller kunde og pizzamand, der taler forbi hinanden i en virkelig morsom ord-dans.

1. akt afrundes med en hyldest sang til den moderne tids mest forherligede køkkenmaskine – airfryeren. En sang der fik teltet til at lette og sendte publikum helt høje ud i pausen.

Anden akt fortsætter i samme høje niveau og rummer aktuelle emner som det amerikanske præsidentvalg, vurderingsstyrrelsen, landmænd og klimaet, det haltende danske søværn, venstres fald, tronskiftet mm.
Igen et line-up af stærke sketches og godt revyskuespil. Afslutningsnummeret bandt en elegant sløjfe til introsangen og afrundede revyen virkelig smukt både i tekst, sang og kostumer fulde af glimmer og pragt.

Højt niveau både til lands, til vands og hos kongen

Det er svært at vælge nogle sketches ud, da niveauet som tidligere nævnt er virkelig højt i år. Men nogle sketches lod sig bemærke mere end andre.

Foto: Cirkusrevyen 2024, Emilia Therese

Niels Olsen lagde salen ned af grin i sketchen ”Farvel til en kær ven” med Silas og Niels E. Han kommer ind i fuld rocker outfit og påbegynder en hyldestsalg til ”en gammel kær ven” uden at specificere hvem denne ven er og pludselig går det op for publikum, at det er en afsked med de ”sorte penge” i form af 1000kr sedlen. Helt enormt godt og morsomt take på den kommende udfasning af sedlen. Endnu en fuldtræffer er sketchen ”Formanden har ordet,” hvor det larmende ekko fra en tom sal siger mere end Venstres nye formand Troels Lund Poulsens velkomsttale.

Foto: Cirkusrevyen 2024, Emilia Therese

Henrik Lykkegaard brillerede bl.a. som ”Havets Minister” Magnus Heunicke, hvor ligheden i kostumet var så slående at han allerede væltede salen blot ved at gå ind på scenen, og sammen med Pernille i en nyfortolkning af den gamle melodi grand prix vise ”Skibet skal sejle i nat” som i revymøllen blev til ”Mon skibet kan sejle” og refererede til det haltende danske søværn.

Niels Ellegaard tog os i første akt med til jordskredet i Ølst i ”Miljø bevægelse” iført sikkerhedshjelm, gummistøvler og en masse søforklaringer der skred ligeså hurtigt som jorden. I anden akt viste han hvad en dygtig revyskuespiller kan i sketchen ”En kort meddelelse” hvor han – uden andre remedier end krop og stemme, lagde salen ned ved at præsentere seks EU godkendte dansemoves.

Merete Mærkedahl excellerer i år, udover en (næsten forventelig) fuldtræffer af en Mette F. sketch – en lighed der næsten er skræmmende – med en enormt morsom sketch ”Det perfekte job” sammen med Pernille. Her spiller hun en lettere forvirret og temmelig diagnoseramt kvinde til jobsamtale. En sketch med et tvist der næsten er synd at afsløre på forhånd.

Pernille Schrøder, en garvet revyskuespiller der efter en lang årrække synes at være vendt hjem til Cirkusrevyen, ”sparkede døren ind” i revyvisen ”Ellers tak” til kvindelig værnepligt, tryllede grin og medsalg som bedemand i sketchen ”Den clairvoyant bedemand” og som influencer prepper i ”forberedt på det værste”.

Foto: Cirkusrevyen 2024, Emilia Therese

Cirkusrevy-debutanten Silas holdt sig ikke tilbage i årets revy og præsterede på højt niveau i de sketches han var med i. I tronskiftesketchen ”Den store dag”, var det især Silas der stjal billedet som dronning Mary der, på gebrokkent dansk, forsøgte at styre mand og børn iført snehvid tronskifte-outfit klar til balkonannonceringen. Han gav den også gas som politikeren Alex Vanopslagh, der desperat forsøger at erhverve vælgere i de unge rækker – med alle de showman tricks, der kunne rystes ud af posen for at imponere.

Foto: Cirkusrevyen 2024, Emilia Therese

Årets to ”dansenumre”, som måske efter det nye moderne tvist på revyen burde kaldes ”ensemble numre” var lidt mindre præcis i sit udtryk end sidste år. Det er enormt godt tænkt at videreudvikle dem med vokal og budskab som sidste år, men i år lykkes det mest præcist i anden akts nummer ”Magien er nu”, med budskabet om ikke at vente med at leve til i morgen.

Årets skarpeste revy

Alt i alt en virkelig god Cirkusrevy 2024. De har for alvor fundet balancen i revygenrens klassiske indhold og det moderne tvist de har formået at tilføre den, som gør den relevant på tværs af aldersgrupper.
Castet har en god balance. Der var ikke én skuespiller der løb med alle de gode roller eller grin, det var meget godt fordelt.
”Dansenumrene” var i år ikke ligeså præcist i sin fornyelse som sidste år, men det nye take med at tilføre dem et budskab lykkes rigtig godt i anden akt og består forhåbentlig næste år igen som en del af revyen.
En revy der bestemt er værd at se både for de revygæster, der holder af den klassiske revygenre og de der godt kan lide et moderne tvist af fornyelse af en gammel traditionel underholdningsgenre – uden at det tangerer over i en ren showforestilling. Vi tøver ikke med at kalde den årets revy.

Publikumsoplevelsen

Den dag vi besøgte revyen, var det øsende regnvejr, en feature som efterhånden ikke er sjælden i Juni, men revyens mange medarbejdere håndterede regnvejret på bedste vis. De tog godt imod publikum i døren, og gjorde alt hvad de kunne for at få alle ind hurtigt, så ingen blev alt for drivvåde, da paraplyerne blev slået ned. De havde radiokontakt til hinanden og guidede på behændig vis publikum frem til deres pladser ganske effektivt.
Den eneste lille undren var, at man blev ved med at lukke forsinkede publikummer ind under næsten hele første akt. Tror næsten vi nåede det 10. nummer ud af 16 i første akt før forstyrrelsen holdt op. Det har vi ikke oplevet før i revyen.
Siddepladserne er faste træ-klapstole, formentlig de samme der har været brugt igennem mange år. Udsigten fra vores pladser var god, og det var smart at sæderne kunne klappes op, så man kunne komme omkring hinanden, men rent sikkerhedsmæssigt lidt risikofyldt, da man ikke kunne læne sig op ad dem uden de tippede.
Pausebaren var udvidet en smule ind i salen som den plejer, men ”nødudgangene” var ikke åbnet op for frisk luft, hvilket vi savnede lidt, da alle stimlede ned mod barområderne og det ene udeområde på én gang.

Men alt i alt en ganske god oplevelse. Publikum var i godt humør, personalet var tydelige og professionelle, udsmykningen var indbydende og lagde op til en revyfest. Alt i alt en god oplevelse fraset forstyrrelserne i første akt.

Cirkusrevyen 2024

Spilleperiode: d. 13. maj – lørdag den 31. august 2024

Set d. 15. juni 2024

Fotos: Cirkusrevyen / Emilia Therese

Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Niels Olsen og Silas Holst.

Ensemble, sangere og dansere: Jasmin Dahl, Rosa Gehl, Clara Rose Blankenship, Roberta Næss-Schmidt, Malik With, Niclas Troensegaard

Direktørpar: Sanne og Torben (træsko) Pedersen

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen

Scenografi og videodesign: Benjamin la Cour

Koreografi: Nellie Bethel

Kostumier og kostumedesign: Rikke von Qualen

Kapelmester: Joakim Pedersen

Varighed: ca. 2 timer og 15 min inkl. pause

Køb billet på: www.cirkusrevyen.dk

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyeste oplæg

  • Anmeldelse: ”The Julekalender”, Herning Ny Teater
  • Anmeldelse: “Næste år bliver øllet bedre”, Folketeateret
  • Anmeldelse: Cirkusrevyen 2024, TELTET på Bakken
  • Anmeldelse: Sønderborg Sommerrevy Show 2024, Sønderborg Teater
  • Anmeldelse: Odense Sommerrevy 2024 – Slip latteren løs, Fruens Bøge

Arkiv

  • december 2024
  • juni 2024
  • maj 2024

Kategorier

  • Revyanmeldelser
  • Teateranmeldelser
  • Musical anmeldelser
  • Anmeldelser 2024

Newsletter

Om TeaterIndtryk.dk

Anmeldelser af teaterforestillinger og revyer i Danmark. Med fokus på både indhold og helhedsoplevelse.

  • Instagram
©2025 TeaterIndtryk | Theme by SuperbThemes